top of page

Vi er den lavest hængende frugt, men ingen vil betale for os


Viden er magt. Citatet er ikke mit, desværre, det tilskrives den engelske filosof Francis Bacon. Men jeg er kæmpe tilhænger af det, og jeg tænker ofte på det, når jeg undrer mig over, hvor utrolig (alt for) lidt, vi ved om endometriose. Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor mit svar på kvalificerede spørgsmål fra min omverden har været: “Det ved man ikke. Ikke endnu i hvert fald.”


Det er faktisk bekymrende, så lidt vi ved. Særligt når man tænker på, hvor udbredt endometriose er. Der burde jo være en kø på størrelse med ventelisterne på specialafdelingerne af folk, der gerne ville smide penge efter viden om endometriose. Der må jo være så mange, der er berørt at sygdommen. Hvis jeg selv ser på den omgangskreds, jeg har af familie, venner, kollegaer og andet, så må der jo være i tusindvis, når vi lægger dem alle sammen sammen. At der ikke er endnu er hældt en masse midler afsted til at blive klogere på endometriose, kommer jeg aldrig til at fatte.


Der er den viden, som vi måske inderst inde godt vidste, men som er rar at få dokumenteret. Som den nye norske undersøgelse, der viser at unge kvinder betaler prisen, når de må sygemelde sig med menstruationssmerter på uddannelsen. Os der har været der, kan skrive under på, at byrden ligger hos os selv, når vi er sat til vægs af smerter i forbindelse med menstruationen. Det er os, der skal samle os selv og alt det tabte op på den anden side. Og det kan udvikle sig til en kamp at følge med i skolen, hvis menstruationssmerterne sætter dagsordenen for din tilstedeværelse. Og det er virkelig godt, at der nu er tal på, at mange unge kvinder har den udfordring i deres uddannelsesliv.


Og så er der den slags forskning, som man ikke kunne regne ud, og som man måske heller ikke rigtig håbede på. Men som alligevel gør en klogere og på den måde fastslår sin vigtighed. For ganske nylig blev et studie fra Rigshospitalet præsenteret, og det viser, at risikoen for hjerteanfald er større, hvis du lider af endometriose. Tak for kaffe. Det er virkelig nedslående nyt. Men det er jo stadig virkelig vigtigt, at vi ved det. Årsagen er ikke kendt, men det vil da være nærliggende at lede efter den som det næste. 


Men det kommer bare ikke til at ske, hvis der ikke snart er nogen, der tager det økonomiske ansvar for, at vi bliver klogere på endometriose. Det er stadig en gigantisk gåde, at det ikke allerede er sat i gang. For ud over ovennævnte dokumentation ved vi jo, at vi med endometriose blandt andet bliver påvirket på vores arbejdsevne og fertilitet. To områder vi som samfund gerne vil løfte, og det gør det endnu mere uforståeligt, at der ikke allerede er kastet millioner efter forskning i endometriose. Det er i mine øjne en af de lavest hængende frugter nogen sinde.



コメント


bottom of page