“I må også undskylde, hvis jeg er lidt irriteret, men det er bare fordi, jeg simpelthen har så ondt i min ryg.” Sådan sagde min mand til vores børn, da han for nogle uger siden scorede sig et heftigt hold i ryggen. Han var også godt ramt, helt låst og ubevægelig og kunne ikke holde hverken en siddende, liggende eller stående position særlig lang tid af gangen.
Det var jo selvfølgelig virkelig nederen for ham, for det stinker jo at have sådan en omgang, hvor kroppen gør konstant ondt, og den oven i købet opfører sig godt utilregnelig. Men det gjorde faktisk noget godt for mig, for det fik mig til at se mig selv lidt udefra.
For at sige, at jeg ofte er “lidt irriteret” vil i bedste fald være en underdrivelse. Jeg hører belastende tit mig selv nappe af mine unger, min mand eller sågar min lille hund. Og det er jo så altså ikke fordi, jeg er specielt selvretfærdig eller overdrevet arrig, men det er jo fordi, jeg har smerter og en eller anden grad af ondt hele tiden. Pludselig stod det lysende klart for mig, at det naturligvis gør mig irritabel, ligesom det gav min mand en kort lunte, da han havde hold i ryggen.
Nogle gange er jeg ikke engang bevidst om, at jeg har ondt, eller at jeg har en eller anden form for smerteanfald under opsejling. Det første, jeg faktisk mærker det på, er ikke min hårdt prøvede krop. Det er mit humør. Det er som om, min mentale balance sætter ud lang tid før min fysik faktisk gør det. Den ved, hvad der er undervejs og bliver bare muggen på forhånd over, hvad kroppen om lidt skal prøve at kapere.
Den åbenbaring er god for mig på flere punkter. For det første er det jo bare helt reelt rart, når brikkerne falder lidt på plads. For der er så mange ting med den her elendige lorte-sygdom, som er totalt uforklarlige. Så når der endelig er noget, der rent faktisk giver mening, er det bare en ret stor lettelse. Som om man for en kort stund rejser sig op af det store morads, en kronisk sygdom er, og føler, man har bare en lille smule kontrol.
Og så er det en mulighed for at se på mig selv med lidt mildere øjne. For er du svimmel, hvor slår jeg tit mig selv oven i hovedet. Så er jeg for træt. Så er jeg for sur. Så er jeg for ukoncentreret. Så er jeg alt for mast. Der findes snart sagt ikke det, jeg kan klandre mig selv for. Men når jeg så ser mig selv i det lys, som pludselig skinnede klarere end nogensinde: At min kroniske tilstand udfordrer mig konstant og derfor også forplanter sig i både overskud og humør, så har jeg ikke så travlt med at stille krav til mig selv. Det føles faktisk ret rart at gå til mig selv med større nænsomhed, fordi jeg gør det så godt, jeg kan ud fra mine forudsætninger, og nogle gange tillader det ikke eksemplarisk opførsel på alle parametre.
Så det kan være godt at minde mig selv om, at min stakkels mand havde frygtelig ondt og var virkelig plaget af holdet i ryggen. Men det fortager sig igen, og så kan han vende tilbage til sit normale (smertefrie) udgangspunkt. Rigtig mange af os endo-patienter skal leve med de samme udfordringer og bøvl dag ud og dag ind. Så husk at stryge dig selv med hårene og give dig selv en opmuntrende high five en gang imellem for, at du kommer igennem.
Kommentare