top of page

Paragraffen der kvæler den dårlige samvittighed


En paragraf… Det lyder umiddelbart rasende tørt og temmelig uhåndgribeligt. Men i mit tilfælde er en paragraf - nærmere bestemt nummer 56 under sygedagpengeloven - blevet en nær og uvurderlig ven og støtte i livet med endometriose.


En paragraf, man som kronisk syg kan komme under, hvis man minimum har 10 sygedage om året på grund af sin kroniske sygdom. De betingelser falder jeg fint ind under. Og når jeg så har en sygedag med endometriosen, så får min arbejdsplads sygedagpengerefusion fra min allerførste fraværsdag.


Det er bare sådan en kæmpe lettelse for mig. For tidligere har jeg skulle passe besøg på Rigshospitalet ind mellem vagter, møder og planlægning på mit arbejde. Det betød, at man ofte kunne se mig blæse afsted på min cykel fra min arbejdsplads til Riget og tilbage igen midt i en arbejdsdag. Der har som sådan altid været lang snor til den slags fra min arbejdsgivers side, men det gav mig selv en konstant indre stress, som seriøst ikke var rar at bære rundt på samtidig med, jeg moslede med alle de skavanker, endoen allerede gav mig.


Men da jeg søgte at komme under sådan en paragraf 56 og fik den tildelt, blev mit liv og ikke mindst mit arbejdsliv et helt andet. For nu skal jeg aldrig have dårlig samvittighed, hvis jeg skal til en scanning på Rigshospitalet. Eller hvis det er blevet tid til en konsultation hos endometrioseteamet. For så melder jeg mig syg under min paragraf 56, og så koster jeg ikke min arbejdsplads alt for meget, bare fordi jeg er kronisk syg.


Det er efterhånden nogle år siden, jeg fik en paragraf 56 for første gang. Den gælder for en to-årig periode, og derfor skal man ansøge igen, hvis man stadig har behovet, når de to år er gået. Men jeg har altså være paragraf 56’er så længe nu, at jeg også er blevet bedre til at bruge den, når jeg kan mærke min krop har behovet og ikke kun, når Rigshospitalet beder mig dukke op. Og det er virkelig også en befrielse. At være nået dertil hvor jeg prioriterer mit velbefindende så meget, at jeg forstår, det kan være nødvendigt at give mig selv en pause.


Mødet med paragraf 56 har fået mig til at værdsætte vores velfærdssamfund endnu mere, end jeg gjorde i forvejen. Og det giver mig en følelse af at blive set og passet på, som jeg har hårdt brug for i daglige, hvor der er meget fysisk bøvl, der fylder upassende meget.


Så når jeg nu har en kronisk sygdom, som er tidskrævende i lægebesøg men også i selvomsorg, så er min paragraf 56 uvurderlig, og den forhindrer min hjerne i at galopere derudaf med dårlig samvittighed og selvpineri.



Kommentare


bottom of page