Der er ikke ord nok i verden for mig, når det kommer til at tale om endometriose. Det erfarede beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i dag. Hun havde været så venlig og imødekommende at invitere mig til frokostmøde på sit kontor i beskæftigelsesministeriet. Hun ville nemlig gerne vide mere om alle de udfordringer, der er forbundet med endometriose. Og selvfølgelig særligt på beskæftigelsesområdet.
I min rødglødende indbakke er der eksempler nok på kvinder med endometriose, der forsøger at finde fodfæste i deres arbejdsliv oven på en endometriosediagnose og et sygdomsforløb, der har rykket deres verden i stykker. Det efterlader ofte kvinden i en situation, hvor identiteten skal opbygges på ny, og hvor arbejdslivet pludselig bliver en udfordring at få balanceret med den nye virkelighed. For et liv med en diagnosticeret og anerkendt endometriose byder også på en nyfunden respekt for kroppen og et behov for at passe godt på både den, og det hoved der også skal kunne følge med.
Jeg fortalte beskæftigelsesministeren om, at man godt kan føle sig efterladt midt i mellem som kvinde, der kæmper med endometriose. Man har ikke kræfter til at arbejde fuld tid, men man er heller ikke så dårlig, at man skal i betragtning til et flexjob. Og man har ofte heller ikke lyst. For det er bare mere kontrol, og man skal være en del af systemet. Mange har lyst til at klare sig selv. Paragraf 56 er en god mulighed, men man må ikke systematisere den, selvom det er præcis det, man kan have brug for. En stor international undersøgelse viser, at kvinder med endometriose i gennemsnit mister 11 timers produktivitet på en arbejdsuge. Hvis man kunne få den fornødne luft til at trække vejret, kunne man måske være en bedre version af sig selv. Det ville være rart, hvis man kunne bruge paragraf 56 til at skåne sig selv arbejdsmæssigt og dermed gå lidt ned i tid, i stedet for at føle man er ude på at snyde systemet i det øjeblik, man ville søge den vej.
Vi talte også om, hvor dyrt sygemeldinger er for samfundet. Det giver næsten sig selv. Men hvis vi bliver bedre til at håndtere endometriose, er det min overbevisning, at man både før, under og efter en diagnose kunne vinde noget - på arbejdslivet såvel som mange andre områder. I det hele taget, er der mange af de udfordringer, der er i samfundet i dag, som en bedre håndtering af endometriose vil kunne bidrage positivt til.
I dag mødte jeg en meget nysgerrig og lyttende minister, der ligesom mig er fortvivlet over, at der stadig er så mange ting, der halter, når det kommer til kvinders sundhed. Og Ane Halsboe-Jørgensen kunne sagtens se, at det også vil være nemmere at være syg, hvis det var enklere at falde til i arbejdslivet igen efter at ens verden er blevet rykket fra hinanden af en kronisk diagnose som endometriose. Det gør mig virkelig glad og taknemmelig hver gang der bliver lyttet, og det gjorde vores beskæftigelsesminister i dag.
Jeg fik ikke spist hele min frokost, dertil havde min mund for travlt med at tale. Heldigvis spiser man som bekendt ikke med ørerne, så ministeren fik heldigvis gjort kål på frokosten :)
Tillader mig lige at kopiere fra artiklen.
Man har ikke kræfter til at arbejde fuld tid, men man er heller ikke så dårlig, at man skal i betragtning til et flexjob.
Jeg vil vove at påstå, at det er meget individuelt hvordan endometriose, og et arbejdsliv kan forenes.
Jeg har siden 2012 været ansat i et fleksjob på 15 timer. Inden jeg blev visiteret til fleksjobbet blev jeg prøvet af mht hvor mange dage jeg kunne arbejde, tidspunkter på dagen, hvilke dage der bedst kunne forenes med at jeg også ville have mulighed for et tåleligt familieliv m.m.
Jeg elsker mit arbejde, og jeg vil for alt i verden ikke undvære mine 15 timer på arbejdsmarkedet. Jeg kan for alt…