I lørdags var jeg sammen med tusindvis af andre til en genial The Minds of 99-koncert i Parken. I dag er det torsdag, og jeg kæmper stadig en indædt kamp for at komme tilbage til en bare hæderlig balance.
Jeg kan nemlig stadig mærke de spor, der sætter sig både fysisk og mentalt efter sådan et arrangement, som jeg på papiret ikke har kræfter til, men som jeg alligevel en gang i mellem prioriterer, for ikke at føle, at jeg er totalt hægtet af samfundet. Og især de fede ting, man kan tage ned fra de sociale hylder.
Indrømmet jeg drak en øl for meget. Måske to faktisk. Men det bærer desværre ikke hele skylden. For så havde det jo været nemt. Nej, det er mere kompliceret end det. Jeg stod op i to timer, jeg dansede og jeg skrålede. Og i de få pauser, jeg tog mig, sad jeg på et ubegribeligt stift (tak, Parken) sæde. Slutteligt rundede jeg det af med for lidt søvn.
Ovennævnte er jo i virkeligheden bare en beskrivelse af raske menneskers måde at gå til koncert på. Det var den version, jeg kastede mig ud i. Jeg vil også mærke, jeg lever ind i mellem. Men det er fandme ikke gratis. Jeg slæber mig rundt, mit hoved føles som en ti liters gryde med kogende vand og jeg drømmer om, at min krop snart glemmer, så jeg kan finde vej tilbage til normalen. Eller i det mindste det, der er min normal. Jeg kan mærke hver en centimeter af min krop, samtidig med jeg ikke kan finde ro. Jeg er dødsens træt, men jeg har svært ved at sove. Det er virkelig en verden af kontraster at bo i en kroniker-krop.
Var det så det værd? Måske. Jeg har ikke helt gjort regnestykket op endnu. Det var en virkelig fed oplevelse, men det er godt nok også tungt at skulle bruge det meste af en uge på at få rettet op for tre timers “udskejelse”.
Det er uendeligt svært at forklare folk, der aldrig har prøvet at bo i en kronikers krop, men det er virkelig bare en grotesk dyr affære at give slip på den måde. For jeg kan jo ikke holde op med at gå på arbejde, fordi jeg har været til koncert. Og jeg kan da slet ikke sætte min familie på pause efterfølgende. Derfor trækker jeg ofte stikket på det sociale, fordi det smadrer ufattelige mængder på den anden side.
Så næste gang du kommer til at betvivle en kronikers trætheds-afbud, så vid at hun mere end noget andet gerne vil drikke en øl (eller to) for meget, danse og skråle og komme alt for sent i seng. Men det er bare virkelig sjældent, hun kan tillade sig den luksus, det vil være for hende.
Ja oplevelser koster desværre på mange måder, når man har endometriose. Jeg er blevet meget bedre til at sortere, det er svært, og kræver år at nå dertil, men jo ældre jeg bliver, jo nemmere er det at sige nej/fra til “ligegyldige ting” da det ikke er det værd bagefter. Hvis jeg skal noget ud over det sædvanlige er det på smertestillende piller, så jeg nogenlunde kan komme igennem dagen. Håber det var en god koncert, og det værd alligevel - vi skal jo også leve 💃 God
s☀️mmer med endo-knus fra Helle💕